
Testene overraskede – gamle ventilationskanaler kan få nyt liv
Når ældre etageejendomme renoveres, bliver de eksisterende ventilationskanaler ofte erstattet af nye. Men måske kan flere af dem bevares. I et innovationssamarbejde har Coatable, DBI og Teknologisk Institut undersøgt centrale spørgsmål om brand og tryktab – og de første resultater er bedre end forventet.
Hvorfor rive eksisterende ventilationskanaler ud af en bygning, hvis de stadig kan bruges? Det spørgsmål undersøger partnerne i et innovationssamarbejde med WE BUILD DENMARK.
Når ældre etageejendomme renoveres, etableres der ofte nye ventilationskanaler. Det kan kræve nye installationsskakte og gennembrydninger af etagedækkene, optage plads i boligerne og betyde store indgreb i den eksisterende bygning.
Alternativet er at tætne og genbruge de kanaler, der allerede er bygget ind i ejendommen. Ambitionen er, at de eksisterende kanaler kan indgå i et moderne mekanisk ventilationssystem med varmegenvinding. Det kan reducere behovet for nye materialer og gøre renoveringen mindre indgribende. Men det rejser også nye tekniske spørgsmål.
“Når man går fra naturlig til mekanisk ventilation og vil have gevinsten ved blandt andet varmegenvinding, ændrer man også de brandmæssige forudsætninger. Derfor bliver dokumentationen afgørende, hvis vi skal kunne genbruge de eksisterende kanaler i stedet for at etablere nye,” siger Oliver Daniel Hvidtfeldt Jakobsen, specialist hos Teknologisk Institut.
Når man går fra naturlig til mekanisk ventilation og vil have gevinsten ved blandt andet varmegenvinding, ændrer man også de brandmæssige forudsætninger. Derfor bliver dokumentationen afgørende, hvis vi skal kunne genbruge de eksisterende kanaler i stedet for at etablere nye.
Oliver Daniel Hvidtfeldt Jakobsen, specialist, Teknologisk Institut.To centrale bekymringer blev undersøgt
De eksisterende kanaler er en del af bygninger, der er opført under andre brandmæssige forudsætninger end dem, der gælder i dag. Når kanalerne skal have en ny funktion som del af et moderne ventilationssystem, skal det derfor dokumenteres, at løsningen kan anvendes forsvarligt.
Her kan det i praksis være lettere at vælge nye kanaler end at dokumentere, at de eksisterende kan genbruges. For Coatable er den dokumentation afgørende for, om interessen for løsningen kan omsættes til konkrete projekter.
“Der er pæn interesse for produktet. Men hvis de så møder en brandrådgiver, som siger ‘det går ikke’, jamen så er den død. Vi har brug for dokumentation, så vi kan tage dialogen om mulighederne på et mere oplyst grundlag,” siger Verner Bentzen, der er direktør i Coatable.
Derfor har partnerne blandt andet undersøgt to centrale usikkerheder. Den ene handler om tryktabet i de gamle kanaler, den anden om coatingens egenskaber ved brand. På begge områder var resultaterne bedre end forventet.
Tryktabet havde mindre betydning end forventet
Den første bekymring handlede om tryktabet i de eksisterende kanaler. De er mindre end de ventilationskanaler, man typisk ville etablere i dag. Derfor var der en bekymring for, om den større modstand i kanalerne ville øge ventilationsanlæggets energiforbrug for meget.
Målingerne viste imidlertid, at påvirkningen var mindre end forventet. En ny og større kanal vil fortsat kunne give mindre modstand, men den kræver til gengæld mere plads. Ifølge Teknologisk Institut viser undersøgelserne, at tryktabet i eksisterende kanaler ikke udelukker genbrug, og at løsningen kan holde sig inden for de gældende energikrav.
Brandtesten overraskede også
Den anden bekymring handlede om brand. Her gik partnerne ind i projektet med en forventning om, at coatingens brandbarhed kunne blive en væsentlig udfordring. Også her viste testene et bedre resultat end forventet.
“Vi gik ind med en antagelse om, at coatingen var forholdsvis brandbar. Men den viste sig at være væsentligt mindre brandbar, end vi havde forventet. Det giver os et bedre udgangspunkt for at arbejde videre med den brandtekniske dokumentation,” siger Iben Hansen-Bruhn, ph.d. i kemi hos DBI.
Resultaterne er ikke i sig selv en godkendelse af løsningen. Men to af de centrale bekymringer, partnerne gik ind i projektet med, har vist sig mindre kritiske end forventet. Det giver et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
Et potentiale i den eksisterende bygningsmasse
Projektpartnerne har også lavet estimater, der peger på en CO₂-mæssig gevinst ved at bevare eksisterende ventilationskanaler frem for at rive dem ned og installere nye.
Ifølge partnernes opgørelse findes der omkring 700.000 danske boliger med naturlig ventilation, som er opført før 1979. Det betyder ikke, at alle boliger er relevante for løsningen. Tallet giver snarere en indikation af størrelsen på den eksisterende bygningsmasse, hvor genbrug af ventilationskanaler potentielt kan være interessant.
Det at samarbejde med nogen, der har kompetencer på andre områder end mig, får jeg vanvittigt meget ud af. Jeg bliver udfordret på nogle ting, jeg ikke selv er specialist i, og samtidig har jeg lært min egen forretning endnu bedre at kende.
Verner Bentzen, direktør, Coatable.Fra test til anvendelse
Næste skridt er at samle resultaterne i materiale, der kan bruges som grundlag i konkrete projekter. Blandt andet udarbejdes et notat sammen med en certificeret brandrådgiver, som skal understøtte den brandtekniske vurdering af løsningen.
Målet er ikke at fjerne behovet for konkrete faglige vurderinger. Det er at give rådgivere, bygherrer og myndigheder et bedre grundlag for at vurdere, hvornår eksisterende kanaler kan bevares frem for at blive erstattet.
For Coatable har innovationssamarbejdet samtidig givet adgang til fagligheder, som en mindre virksomhed ikke nødvendigvis selv har i huset.
“Det at samarbejde med nogen, der har kompetencer på andre områder end mig, får jeg vanvittigt meget ud af. Jeg bliver udfordret på nogle ting, jeg ikke selv er specialist i, og samtidig har jeg lært min egen forretning endnu bedre at kende,” siger Verner Bentzen fra Coatable.
Coatable har tilvalgt en faciliteret samarbejdsmodel, hvor WE BUILD DENMARK sammen med virksomheden har arbejdet med blandt andet profil, kommunikation og vejen til markedet. Ifølge Verner har det givet virksomheden ny viden, som blandt andet er taget med videre i udviklingen af Coatables hjemmeside og kommunikationsindsats.
For Coatable har værdien af samarbejdet dermed ikke kun været økonomisk støtte, men også adgang til viden og kompetencer, der kan hjælpe virksomheden videre.
Bevar før du erstatter
Innovationssamarbejdets arbejde peger ind i en bredere udfordring i renoveringen af den eksisterende bygningsmasse. Hvis byggeriet skal bruge færre nye ressourcer, handler innovation ikke kun om at udvikle nye produkter. Det handler også om at undersøge, hvordan mere af det, der allerede er bygget, kan bevares og bruges på nye måder.
I de ældre etageejendomme findes ventilationskanalerne allerede. De er produceret, transporteret og bygget ind. Om de kan få lov til at blive, kræver et tilstrækkeligt fagligt grundlag. De første testresultater fra innovationssamarbejdet tyder på, at den mulighed er værd at arbejde videre med.
Innovationssamarbejdet er gennemført i regi af WE BUILD DENMARKs innovationsbevilling, der er en del af Virksomhedsudvikling Danmark.

Billeder fra innovationssamarbejdet
Partnere
Kontakt en medarbejder

Finansieret af




