MATERIALEPAS FOR ANLÆGSARBEJDE

Materialepas for anlægsarbejde

We Build Denmark - Droplet

Kolding Kommune undersøger i samarbejde med VIA University College, Munck Havne & Anlæg samt Rambøll, hvordan anlægsområdet kan opnå mere viden om materialepas ved at stille skarpt på reduktion af CO2-emissioner. 

Marina City i Kolding. Illustration: Cobe/Kolding Kommune.

Formålet er at afdække det arbejde, der skal til for at udvikle en fælles dansk standard for byggeriet og at påbegynde en ”light-udgave” af et materialepas for anlægsarbejde. Projektet henvender sig til anlægsbranchen og private og offentlige aktører i byudviklingsprojekter, der skal forholde sig til de definerede CO2-krav i byggeri og anlæg.

Grønt fokus på anlægsbranchen

Byggebranchen har gennem en periode været optaget af udviklingen af et materialepas for bygninger, mens der har været mindre fokus på udvikling af et for anlægsarbejder. Med de ambitiøse klimamålsætninger og den igangværende grønne omstilling har anlægsarbejde et overset potentiale for store CO2-reduktioner og generel fokus på cirkulær økonomi. Projektgruppen forventer derfor, at der er et konkret behov for tilsvarende operationelle redskaber i anlægsbranchen.

Kommunal efterspørgsel

Kolding Kommune vil i byudviklingsprojektet ”Marina City” afprøve et materialepas for anlægsarbejde ved kommende udbud. Med tiden er det planen, at værktøjet udvikles til at blive anvendt i bygge- og anlægsprojekter i hele kommunen.

Et netop overstået anlægsudbud for Marina City har ikke kun handlet om pris og kvalitet, men også om entreprenørernes evne til at begrænse CO2-belastningen. Prisen har vægtet 50% i den samlede vurdering, men der er også målt på kvalitet (25%) og på CO2/bæredygtighed (25%). Flere lignende udbud, hvor bæredygtighed og begrænsning af CO2-emmission vægter højt, er på vej.

– Kolding Kommune er med i samarbejdet, fordi der er et stort behov herfor, og fordi anlægssektoren nemt bliver overset, når vi taler om at udvikle bæredygtige løsninger inden for bygge- og anlægsområdet. Fokus har indtil nu mest været på det egentlige byggeri, men hvert år investeres der også mange milliarder og store materialeressourcer i anlægsopgaver, udtaler Torben Gade, projektchef for Marina City, Kolding Kommune.

Anlægsentreprenør skubber til udviklingen

Munck Havne & Anlæg A/S har særlige kompetencer inden for komplicerede og tværfaglige anlægsprojekter. Virksomheden vandt i foråret 2021 EU-anlægsudbuddet af første etape af Marina City med udvidelse af havnebassin, kajanlæg og slæbesteder, anlæggelse af ny strand og opfyldning af et nyt landområde.

Virksomheden er bevidst om, at entreprenører har stor indflydelse på CO2-belastningen via valg af byggematerialer, brændstof og udførelsesmetode. Gennem tilbuds- og forhandlingsforløbet med Kolding Kommune har anlægsentreprenøren taget udfordringen op og efterfølgende reduceret CO2-belastningen markant.

-Vi ser frem til at deltage i udviklingen af materialepasset. Herved kan vi bidrage til at udvikle og fremme bæredygtige løsninger inden for anlægsområdet, siger Lars Juhl Vedel, KMA-chef ved Munck Havne & Anlæg A/S.

Bygherrerådgiver indtænker bæredygtighed fra start 

Rambøll er bygherrerådgiver for Kolding Kommune i Marina City-projektet. Bygherrerådgiveren har for Kolding Kommune udarbejdet værktøjet, som er anvendt til beregning og dokumentering af CO2-emmissioner i anlægsudbuddet.

– Rambøll ser udviklingen af et materialepas for anlægsarbejder som et centralt element i at styrke cirkulariteten i anlægsprojekter. Kendskab og kortlægning er en forudsætning for upcycling af byggematerialer, og her kan materialepasset fungere som nødvendig dokumentation, fortæller Jens Egdal, Senior Director, Management, Cities and Client Consultancy, Rambøll.

 

Videninstitution står i spidsen

Forskningsafdelingen ved VIA University College vil forestå projektledelsen i udviklingsarbejdet med det formål at indsamle nyeste viden og data, og videreformidle det til resten af branchen.

Projektet forventes at give anbefalinger til, hvordan anlægsbranchen kan imødegå krav og kriterier til materialepas og præsentere værktøjer til det videre arbejde.

– Udviklingen af en fælles standard for Bygnings- og Materialepas har vist sig at være et komplekst projekt for byggebranchen. Med vores projekt håber vi at kunne ”stå på skulderne” af det gode arbejde, som byggebranchen er i gang med og at gøre opmærksom på, at der ligeledes bør udvikles et materialepas for anlægsarbejde. Det er glædeligt at WE BUILD DENMARK er fremsynet og entusiastisk støtter dette arbejde, udtaler Christian Hylgaard, arkitekt hos VIA’s Udviklings- og forskningsafdeling og underviser på ingeniøruddannelserne.

Klyngen som matchmaker

Hos WE BUILD DENMARK spottede seniorprojektleder Lars Holm muligheden for at samarbejde med VIA omkring projektet, da Uddannelses- og Forskningsministeriet stillede en pose penge til rådighed decideret til udviklingsprojekter.

– Vi kontaktede VIA for at få forslag til relevante projekter, hvor virksomheder kunne indgå i samspil med vidensinstitutionen kort tid efter, at ministeriet stillede midlerne til rådighed. Vi lagde vægt på, at der skulle være et betydeligt forretningspotentiale. Via bl.a. netværksmøder i projektet støtter vi med midlerne vidensdeling mellem bygherrer, rådgivere, entreprenører og leverandører. De kan så bruge den viden, som løftestang for deres vækst og udvikling.

Deltag i det første netværksmøde

Du kan høre meget mere om Koldings ambitiøse byudviklingsprojekt og materialepas-arbejdet på et netværksmøde den 10. marts kl. 13-16.

Del den gode nyhed med andre
We Build Denmark - Stripes
We Build Denmark - Logo
We BUild Denmark - Cluster Management Excellence

WE BUILD DENMARK

Liljens Kvarter 2

2620 Albertslund

info@webuilddenmark.dk

CVR-nr.: 41857331

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse