Neogrid Techologies deltager i workshop hos WE BUILD DENMARK

Data og dialog skal mindske energispild i bygninger

We Build Denmark - Droplet

Hvordan reducerer vi energiforbruget i eksisterende bygninger uden omfattende renoveringer? Det spørgsmål fylder stadig mere hos kommuner, bygningsejere og virksomheder i takt med stigende energipriser, klimamål og krav om mere effektiv drift. Hos Neogrid Technologies arbejder de med intelligente energistyringsløsninger, der skal gøre bygninger bedre til at forudse og tilpasse deres energibehov.

Bygninger står for en væsentlig del af Danmarks samlede energiforbrug, og derfor spiller energieffektivisering en central rolle i den grønne omstilling. Samtidig er mange af de bygninger, vi skal bruge i fremtiden, allerede bygget. Derfor handler udfordringen ikke kun om at opføre nye energieffektive bygninger, men også om at få mere ud af de bygninger, vi allerede har.


En af udfordringerne er, at mange varme- og energisystemer stadig er reaktive. Selvom energibehovet ændrer sig i takt med vejret, brugen af bygningen og andre forhold, reagerer systemerne ofte først, når ændringen allerede er sket. Det fører til unødvendigt energispild og højere driftsomkostninger.

 

Proaktiv energistyring ved hjælp af vejrprognoser 

Den udfordring arbejder Neogrid Technologies med. Virksomheden udvikler intelligente energistyringsløsninger, som kombinerer data fra bygningen med blandt andet vejrprognoser for løbende at tilpasse energiforbruget til bygningens faktiske behov.

– Vi arbejder med at gøre styringen mere proaktiv, så bygningen kan tilpasse sig ændringerne, før de opstår, forklarer Morten Veis Donnerup, projektleder og Key Account Manager i Neogrid Technologies.

Ved hjælp af prognosebaseret energistyring kan systemet blandt andet tage højde for temperaturændringer, vindforhold og solindstråling. Målet er at reducere energispild og optimere driften uden at gå på kompromis med komforten for dem, der bruger bygningen.

 

Fælles udfordringer kræver fælles dialog

Intelligente energiløsninger var et centralt tema, da WE BUILD DENMARK og Gate 21 samlede kommuner, bygningsejere og virksomheder til heldagsworkshoppen 'Fremtidens bygningsdrift – data, AI og markedets løsninger' den 19. maj. Her mødtes aktører fra hele værdikæden for at dele erfaringer og diskutere, hvordan data og digitale løsninger kan bidrage til mere energieffektive bygninger.

For Neogrid Technologies ramte workshoppen direkte ned i de udfordringer, virksomheden arbejder med til daglig. Samtidig gav dagen mulighed for at møde både kommunale beslutningstagere og branchekolleger i et forum, hvor fokus var på konkrete erfaringer, udfordringer og løsninger.

– Temaet for dagen var meget relevant for os. Vi arbejder med intelligent energistyring af bygningers varmeforbrug, så det var værdifuldt at møde både kommuner og andre aktører, der beskæftiger sig med de samme udfordringer, siger Morten Veis Donnerup.

For Neogrid Technologies gav dialogerne på workshoppen også en værdifuld bekræftelse på virksomhedens arbejde.

– Vi fik blandt andet mulighed for at tale med Ballerup Kommune, hvor vi har leveret vores løsning til deres børnehuse. Det var værdifuldt at høre direkte fra brugeren, at den opnåede energibesparelse både kan logges på NEOGRID PreHEAT-portalen, og at den stemmer helt overens med kommunens Ento-løsning. Det er altså en mærkbar og målbar besparelse, vi opnår med vores relativt enkle løsning, fortæller Morten Veis Donnerup.


En del af et større netværk 

Som medlem af WE BUILD DENMARK fik Neogrid Technologies mulighed for at pitche sin løsning på workshoppen. For virksomheden handler medlemskabet om at komme tættere på de bygningsejere og kommuner, der arbejder med at reducere energiforbruget i deres bygninger. Samtidig ser Neogrid Technologies netværket som en platform for både at dele erfaringer og få en dybere forståelse af de udfordringer, der opstår i praksis.

– Mange udfordringer kan ikke løses med standardløsninger alene. Derfor er dialogen vigtig, hvis vi skal udvikle løsninger, der skaber reel værdi ude i bygningerne, siger Morten Veis Donnerup.

 

Kontakt mig, hvis du ønsker at få mere viden om lignende muligheder for dig og din virksomhed

Del den gode nyhed med andre
We Build Denmark - Stripes
We Build Denmark - Logo
We BUild Denmark - Cluster Management Excellence

WE BUILD DENMARK

Liljens Kvarter 2

2620 Albertslund

info@webuilddenmark.dk

CVR-nr.: 41857331

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse