Michael H. Nielsen skal stå i spidsen for WE BUILD DENMARK på et tidspunkt, hvor innovation og samarbejde på tværs af branchen er afgørende for den grønne og digitale omstilling.
Michael H. Nielsen har gennem flere årtier været en markant stemme i bygge- og anlægsbranchen. Som tidligere direktør i Dansk Byggeri og i dag seniorrådgiver i CONCITO har han været med til at sætte retning for branchens arbejde med innovation, digitalisering og grøn omstilling. Derfor er WE BUILD DENMARK heller ikke ukendt land for Michael H. Nielsen. Han var blandt de bærende kræfter bag etableringen af WE BUILD DENMARK i 2020.
Da Michael H. Nielsen forlod direktørposten, var det ikke med planer om at trække sig tilbage. Som han selv siger, er han ikke gået på pension – han er gået på passion. Derfor har han nu påtaget sig rollen som bestyrelsesleder for WE BUILD DENMARK, hvor han fortsat vil arbejde for at styrke innovation, samarbejde og udvikling i branchen.
Jeg kunne godt have valgt at bruge min tid på at spille golf eller bridge, men det gider jeg ærligt talt ikke. Jeg vil bruge mit hoved og min tid på det, som jeg brænder for. Og det er netop, at bygge- og anlægsbranchen skal være en del af løsningen på nogle af samfundets store udfordringer
Michael H. Nielsen, bestyrelsesleder i WE BUILD DENMARKInteressen for innovation i bygge- og anlægsbranchen er allerede stor. I det seneste udbud af innovationsmidler modtog WE BUILD DENMARK ansøgninger fra næsten 100 innovationssamarbejder, selvom der kun var midler til at støtte en lille del af dem. Ifølge Michael H. Nielsen understreger det både behovet for innovation og betydningen af en stærk klyngeorganisation med opbakning fra medlemmerne:
WE BUILD DENMARK er i dag branchens vigtigste platform for formidling af offentlige innovationsmidler og -projekter. Hvis vi også i fremtiden skal have adgang til de midler og samarbejder, der kan skabe nye løsninger, kræver det en stærk klyngeorganisation. WE BUILD DENMARK skal være branchens playmaker og bringe virksomheder, videninstitutioner og andre aktører sammen om innovation. Derfor vil jeg arbejde for, at WE BUILD DENMARK står endnu stærkere, tiltrækker flere midler og samler endnu flere aktører om udviklingen af fremtidens løsninger.
Michael H. Nielsen, bestyrelsesleder i WE BUILD DENMARKMichael H. Nielsen overtager posten efter Martin Manthorpe, som har været med siden etableringen af WE BUILD DENMARK og har spillet en central rolle i opbygningen af klyngen.
- Martin har været med til at skabe et stærkt fundament for WE BUILD DENMARK. Det skal vi bygge videre på, så endnu flere virksomheder får glæde af innovation, samarbejde og adgang til ny viden. Jeg vil gerne takke Martin for hans store engagement og indsats gennem de seneste seks år, afslutter Michael H. Nielsen.
På generalforsamlingen blev også Anders Strange Sørensen (Enemærke & Petersen), Christian Wittrup (Wital), Jan Karlshøj (DTU Construct) og Torben Liborius (TEKNIQ) valgt ind som nye medlemmer af bestyrelsen.
Den samlede bestyrelse fremgår nedenfor.
Bestyrelsen i WE BUILD DENMARK
- Michael H. Nielsen, bestyrelsesleder, direktør, MHN Consult
- Mette Glavind, vicebestyrelsesleder, direktør, Teknologisk Institut
- Niels Treldal, vicebestyrelsesleder, Digital Development Director, COWI
- Anders Strange Sørensen, bæredygtighedschef, Enemærke & Petersen
- Christian Koch, professor, Syddansk Universitet
- Christian Wittrup, indehaver, Wital
- Jan Karlshøj, programchef, DTU Construct
- Karina Vedel Kronborg, tegnestueleder og bæredygtighedsleder, Frandsen & Søndergaard
- Mette Landtved-Holm, borgmester, Nordfyns Kommune
- Morten Leen, Chief Sustainability Officer, AP Ejendomme
- Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør, DI Byggeri
- Torben Liborius, chefkonsulent, TEKNIQ




