
Brandtests gav uventede svar – og viste værdien af innovationssamarbejder
En brandtest er ikke kun dokumentation for, at et produkt lever op til brandkrav. Den kan også skabe ny viden, som udfordrer antagelser og baner vejen for bedre løsninger. Det oplevede a:gain og DBI – Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut i et innovationssamarbejde om akustikproduktet DYBØ, der er fremstillet af 50 eller 75 % genanvendt PET.
Målet var at undersøge, hvordan forskellige montageløsninger påvirker produktets brandegenskaber. Den eksisterende brandklassifikation krævede en luftspalte på 80 mm ved vægmontering, hvilket reducerede det disponible gulvareal. Det blev en reel barriere i markedet.
Morten Risom, der er chef for materialeinnovation hos a:gain, der står bag produktet DYBØ, fortæller, at virksomheden flere gange oplevede, at kunderne gerne ville vælge produktet, men fravalgte det, fordi montageløsningen optog mere plads, end de ønskede at afsætte.
Brandtesten blev en del af udviklingsprocessen
Samarbejdet viste hurtigt, at en brandtest er meget mere end den afsluttende dokumentation. Testene blev en aktiv del af innovationsprocessen, hvor partnernes hypoteser blev afprøvet i praksis.
Partnerne gik ind i projektet med en forventning om, hvordan forskellige montageløsninger ville påvirke produktets brandegenskaber. Men testresultaterne udfordrede flere af deres antagelser og viste, at sammenhængen var mere kompleks end forventet. Derfor blev testforløbet ikke bare en kontrol af én løsning, men et redskab til at forstå produktets anvendelsesområde bedre. Den nye viden gav et stærkere grundlag for det videre udviklingsarbejde og for at optimere produktets anvendelsesmuligheder.
- En brandtest handler ikke kun om at dokumentere, om et produkt lever op til kravene. Den giver også vigtig viden om, hvordan produktet reagerer i forskellige konstruktioner, og den viden kan bruges til at kvalificere de næste skridt, siger Christen Kjer-Hansen, der er projektleder i DBI.
Resultatet af brandtestene blev en ny brandklassifikation, som gør det muligt at montere DYBØ direkte på væggen uden bagvedliggende luftspalte – forudsat at produktet monteres på de underlag og under de betingelser, som klassifikationsrapporten beskriver. Dermed er den barriere fjernet, som tidligere fik nogle kunder til at fravælge produktet, fordi løsningen optog værdifuldt gulvareal.
Samarbejde er en nødvendighed
For a:gain er innovation ikke et projekt ved siden af den daglige drift. Det er en grundlæggende del af virksomhedens måde at arbejde på. Ambitionen er at genanvende ressourcer, som andre betragter som affald, og udvikle løsninger, der reducerer byggeriets ressourceforbrug.
"Det er ikke et add-on. Det er ikke noget, vi har tilvalgt. Det er simpelthen grundpræmissen for alt, hvad vi laver, at der skal være et mindre ressourcetræk," siger Morten Risom.
Men ambitionerne kan virksomheden ikke realisere alene. Det kræver samarbejde med partnere, der bidrager med specialiseret viden, nye perspektiver og kompetencer, som virksomheden ikke selv råder over.
"Det her er et godt eksempel på, at man kan opnå større resultater, når man arbejder på tværs i branchen," fortæller Morten Risom.
Samarbejdet med DBI og WE BUILD DENMARK har givet adgang til den faglige ekspertise, der skulle til for at omsætte testresultaterne til ny viden, dokumentation og konkrete udviklingsmuligheder.
Det her er et godt eksempel på at man kan opnå større resultater når man arbejder på tværs i branchen.
Morten Risom, chef for materialeinnovation, a:gainEn samarbejdsmodel, der holder kursen
Innovationssamarbejdet handlede ikke kun om at bringe a:gain og DBI sammen om en serie brandtests. WE BUILD DENMARK fulgte projektet tæt gennem hele forløbet og bidrog med sparring, projektfacilitering og fokus på fremdrift. Det gav partnerne mulighed for at koncentrere sig om udviklingsarbejdet, mens WE BUILD DENMARK sikrede fremdrift og holdt projektet på sporet.
”WE BUILD DENMARK har været god til at sørge for, at vi fulgte planen og projektets rammer. Mette har hele tiden sørget for, at vores fokus har været på bolden. Havde vi ikke haft Mette med, kunne vi nemmere være kommet til at miste fokus på det, vi egentlig skulle lykkes med,” fortæller Morten Risom.
Den tætte projektfacilitering skabte ikke kun fremdrift. Den gav også plads til, at partnerne kunne udfordre deres antagelser og lære af testresultaterne.
WE BUILD DENMARK har været god til at sørge for, at vi fulgte planen og projektets rammer. Mette har hele tiden sørget for, at vores fokus har været på bolden. Havde vi ikke haft Mette med, kunne vi nemmere være kommet til at miste fokus på det, vi egentlig skulle lykkes med.
Morten Risom, chef for materialeinnovation, a:gain
Samarbejde skaber bedre løsninger
Projektet har ikke kun bidraget med ny dokumentation. Det har også givet en dybere forståelse af DYBØs egenskaber og vist, hvordan forskellige kompetencer kan skabe bedre løsninger, end én virksomhed kan udvikle alene.
Det er en erfaring, som Morten Risom mener rækker langt ud over det konkrete projekt.
"Byggebranchen kan faktisk ikke eksistere eller gøre en positiv forskel, medmindre vi arbejder sammen,” afslutter Morten Risom.
For DYBØ betyder innovationssamarbejdet, at ny viden fra brandtestene kan bane vejen for en bredere anvendelse af produktet og gøre det lettere for kunderne at vælge en cirkulær løsning uden at gå på kompromis med funktionalitet. Samtidig viser projektet, at innovation sjældent handler om én god idé. Den handler om at samle de rette kompetencer om en konkret udfordring og skabe de rammer, hvor ny viden kan omsættes til løsninger, der gør en reel forskel.
Innovationssamarbejdet er en del af Virksomhedsudvikling Danmark.




