Hvordan involverer vi borgerne i udviklingen af vores byer? Og kan vi bruge noget af den data, som allerede er tilgængelig? De spørgsmål kigger konsulentvirksomheden VOLCANO og Københavns Universitet nærmere på i et innovationssamarbejde finansieret af WE BUILD DENMARK og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Opførelsen af nye boligblokke, ændring af infrastruktur eller mobilitetsplaner fungerer ofte ikke optimalt i praksis, fordi tiltagene ikke fra tidligt stadie forankres hos de mennesker, der skal leve med dem. Byudvikling baserer sig ofte på kvantitative data som trafikflow og energiforbrug, mens de "bløde" aspekter – hvordan mennesker oplever og bruger byens rum – ofte overses, selvom de er afgørende for byudviklingsprojekters succes.
I innovationssamarbejdet arbejder partnere på at udvikle nye datadrevne metoder, der skal bidrage til at inkludere de menneskelige perspektiver i byudvikling - med udgangspunkt i det metodiske begreb Soft City Sensing.
Det første spor i projektet undersøger potentialet i at scrape og kategorisere offentlige data om lokale Facebook-grupper og -events i byområder. Kortlægning af grupper kan identificere potentielle samarbejdspartnere til udviklingsprojekter, mens event-data kan afsløre steder i byer med høj fællesskabsaktivitet. Denne viden er fx nyttig for ejendomsudviklere, der vil styrke det sociale liv i området samt for aktører, der ønsker at fremme bæredygtighed og sundhed ved at tilpasse og koble deres initiativer til eksisterende aktiviteter.
Det andet spor i projektet udvikler en AI-interviewer, der ved at stille opfølgende spørgsmål baseret på borgernes svar kan give en dybere forståelse af borgernes perspektiver sammenlignet med et traditionelt spørgeskema. Indsigterne fra denne data kan skabe et nuanceret indblik i lokale beboeres behov og drømme for deres lokalområde i stor skala og dermed informere byudviklingstiltag i samspil med andre “hårde” data om bydelen.


Ørestad som case
Projektet udvikles med Fælledby i Ørestad som case og flere aktører fra området har bidraget med input, så metodeudviklingen gøres relevant for den bredest mulige palette af interessenter, der arbejder med at skabe datadrevne interventioner inden for byudvikling:
Fælledby’s case handler om at kigge på værdien af bynatur for de lokale i et område. Når vi kigger på dataen fra sociale medier, kan vi blive klogere på, hvilke lokale natur-fællesskaber der er, og de aktiviteter, de laver i naturen. Og med den nye AI-interviewer kan vi nå ud til en stor gruppe borgere/beboere og direkte spørge dem ind til naturens betydning for dem.”
Simon Madsen, presse- og kommunikationsansvarlig, FælledbyEn ny model for datadrevet byudvikling
Projektet i Ørestad repræsenterer et første skridt mod at udvikle et toolkit, der sammen med andre nye dataprodukter til brug i byudviklingsprojekter skal gøres tilgængelige via platformen Urban Insights Datalab. Denne platform vil give nem adgang til data for både private og offentlige aktører, mens metoderne videreudvikles i samarbejde med en række danske kommuner. De datadrevne metoder vil også støtte VOLCANOs arbejde med creative placemaking, dvs. strategisk arbejde med at udvikle byområder, der inviterer til ophold, engagement og fællesskab.







