Robot samler præfabrikerede elementer - Netværk for præfabrikation i byggeriet

Sådan undgår du at din nye robot bliver en bænkevarmer

We Build Denmark - Droplet

En robot kan skabe store tidsbesparelser og eliminere ensformigt arbejde. Men passer den skidt ind i en arbejdsproces eller et IT-system, kan den blive en dyr bænkevarmer.

Det erfarede virksomhederne DAMPA og REXCON i et samarbejdsprojekt om at få robotter i brug på fabriksgulvet. Samarbejdsprojektet er kommet i stand via MADE og WE BUILD DENMARK med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

- Cobots er på alles læber, men der er utrolig mange, hvor det egentlig ikke er det, de har brug for, i første omgang, siger Jakob Lyskjær, der er projektleder ved Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut.

De samarbejdende industrirobotter er ellers i bragende vækst. I 2022 blev der på verdensplan installeret 50.000 cobots, og hvis udviklingen fortsætter, vil det antal vokse til 500.000 i 2030 ifølge International Federation of Robotics (IFR). Samtidig står opfordringer til at få installeret robotter i kø fra erhvervsfremmesystemet, politikerne og teknologileverandørerne.

Og der er også gevinster at hente. Det ses i utallige succeshistorier Men hvordan bliver man en succeshistorie og ikke en pinlig affære, hvor den nye robot samler støv i depotet eller aldrig tjener sig selv ind?

I et MADE og WE BUILD DENMARK samarbejdsprojekt har Jakob Lyskjær og antropolog ved Teknologisk Institut Maria Louise Bønnelykke hjulpet virksomheder med at forstå vejen og lægge stenene til at få en robot-succeshistorie. Det har budt på flere overraskelser.

Mennesket i centrum

DAMPA producerer akustiske vægpaneler og stål- og aluminiumslofter til bygge- og marineindustrien på deres fabrik på Fyn. De er i gang med en større digitaliseringsstrategi, hvor automatisering med robotter er en af trædestenene til at produktionen kan gå fra "klaptelefon" til den seneste "iPhone", som Kenneth Andersen, fabriks- og produktionschef ved DAMPA, forklarer det.

Som en del af transformationen har de indkøbt en maskine til at påføre akustik-filt på emner.

 

Da det virkede, havde vi armene over hovedet, men pludselig faldt det til jorden, da folk ikke brugte anlægget. Man falder hurtigt tilbage til det gamle og trygge – så det handler om at ændre vaner.

Kenneth Andersen, Fabriks- og Produktionschef, DAMPA

Gennem samtaler med antropologen Marie Louise Bønnelykke fandt de sammen frem til at fokusere mere på at give belønninger, efter det nye er implementeret.

- Vi skal italesætte, hvad forskellen er: At vi producerer så og så meget billigere eller hurtigere, eller at den øgede effektivitet kan blive til ekstra kroner og ører for medarbejderne, når året er omme. og vi har overskudsdeling, uddyber Kenneth Andersen og understreger:

- Vi har i projektet fået mennesket endnu mere i centrum.

 

Find potentialet

I projektet fik DAMPA også hjælp til at identificere det bedste sted at tage næste skridt ind i iPhone-transformationen.

- Vi startede med at gå ind i projektet med tanken om at få automatiseret en proces, hvor rockwool placeres i kassetter, for så at blive flyttet videre, som i dag gøres manuelt, uddyber han.

Efter besøg fra de to eksperter tog det dog en drejning.

- Vi opdagede, at vi skulle starte et helt andet sted. Det ville heller ikke virke med det bagvedliggende IT, vi har nu, siger Kenneth Andersen.

I stedet blev fokus rettet mod at få digitaliseret lagerstyringen – et projekt, der nu er i fuld gang. Når de ca. 16.000 emner i den 12.000 m2 fabrik er digitaliseret, har DAMPA lagt grundstenene til at kunne købe en robot til at transportere varer rundt i lageret.

- Målet er i 2026 at få en robot til at køre rundt med paller. Vi har fået god sparring i projektet, så det er gået hurtigere at komme frem til en løsning, siger Kenneth Andersen.

Når robotten ikke giver mening

Startuppen REXCON, der producerede modulært og cirkulært designede bygningselementer, var ligesom DAMPA med i samarbejdsprojektet. De er ikke i tvivl om, hvad deres robotdrøm er.

- I dag kobler vi hovedet fra og gør det bare, fortæller medstifter Sofus Thisgaard.

Her taler han om, når han selv og medstifter og direktør Jesper Sørensen samler hængsler til bygningselementer i fabrikshallen i Hedensted lidt uden for Horsens. Typisk skal der bruges 1.200-1.500 hængsler til et parcelhus.

- Det tager måske 4-5 minutter per hængsel. Så vi vil rigtig gerne se, om vi kan spare en masse tid på kedeligt ensformigt arbejde, som kan være svært at motivere sig selv til, forklarer Sofus Thisgaard.

Sammen med Jakob Lyskjær fra Teknologisk Institut fandt de i projektet frem til, at økonomien i en robot for nuværende ikke hang sammen for startuppen. REXCON opbygger i øjeblikket kundebasen, og robotten vil derfor risikere at stå stille for ofte.

Men det betyder ikke, at man ikke kan gøre sig klar til robotter allerede nu.

Arbejdskraft bliver sværere og sværere at få især til denne type job. Ved robotteknologi vil REXCON blive mere konkurrencedygtig både på pris, men i høj grad også med stabilitet i produktionskapaciteten. Så vi ser absolut en stor fordel for os, når vi har et volumen-flow, som vil være attraktivt for robotteknologien.

Sofus Thisgaard, Medstifter, REXCON

REXCON har opnået en viden, som de kan bruge fremover, og Sofus Thisgaard ved, hvem han skal ringe til næste gang.

- Vi vidste absolut intet, men Jakob har gjort os klogere. Vi ved nu, hvem vi skal ringe til, når vi står og skal have en robot og har et overslag på, hvad hele systemet ville koste. Nu har vi en plan, understreger han.

I første omgang vil REXCON ansøge om at leje en robot i op til tre måneder gennem SMV:Digital, der er et initiativ finansieret af staten og EU.

De skjulte opgaver

Et godt råd fra Jakob Lyskjær til virksomheder, der vil implementere robotter er:

 

Forstå interessenterne og processerne: Hvem skal operere den? Gøre den ren? Sørge for reservedele og så videre? Forstår du, hvordan de arbejder, får du indblik i, hvad det vil betyde, og hvordan det egentlig ville fungere, hvis man fik robotten.

Jakob Lyskjær, Projektleder, Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut

Et godt eksempel, han har set i sit arbejde med virksomheder er, når en operatør har mange små vaner, der er så indøvede, at han ikke tænker over dem og siger dem videre:

- Det kan være, at operatøren bare sparker til maskinen i et bestemt hjørne, hvis den går i stå - og så virker den. Hvis man mangler den information – så kan den operatør ikke bare udskiftes med en robot, siger han og tilføjer:

- Det kan også være, at operatøren lige får tilrettet emner, der har ujævnheder, inden de ryger i CNC maskinen. Så får han lige slået en flig af, hvis der er nogen, der er for grove. Der er det igen svært at automatisere, hvis man ikke ved det.

Jakob Lyskjær fortæller også, at det har været lærerigt at arbejde side om side med antropologen Marie Louise Bønnerup. Ifølge ham har det givet ham et endnu stærkere afsæt til at stille de rigtige spørgsmål.

- Marie Louise formulerede spørgsmålene så brugeren kom i centrum, fremfor mekanikken. Det vil jeg helt sikkert tage med mig fremadrettet i mit arbejde, siger Jakob Lyskjær.

Kort om DAMPA

DAMPA blev etableret i 1951 og specialiserer sig i udvikling og produktion af akustiske stål- og aluminiumslofter samt akustiske vægpaneler til bygge- og marineindustrien.

DAMPA har fabrik i Tommerup på Fyn og beskæftiger knap 70 ansatte.

Samarbejdsprojektet

DAMPA og REXCON indgik i et MADE og WE BUILD DENMARK samarbejdsprojekt med fem øvrige virksomheder.

I projektet fik virksomhederne hjælp fra to eksperter fra Teknologisk Institut hhv. projektleder ved robotcenteret Jakob Lyskjær og antropolog Marie Louise Bønnerup.

Projektet foregik i 2024 og var et samarbejde mellem MADE og WE BUILD DENMARK.

Samarbejdsprojektet er muliggjort med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Kontakt en medarbejder

Del den gode nyhed med andre
We Build Denmark - Stripes
We Build Denmark - Logo
We BUild Denmark - Cluster Management Excellence

WE BUILD DENMARK

Liljens Kvarter 2

2620 Albertslund

info@webuilddenmark.dk

CVR-nr.: 41857331

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse