Mød Marianne, der er sekretariatsleder i WE BUILD DENMARK. Marianne har de sidste år været netværksleder i InnoBYG, der var byggebranchens innovationsnetværk for bæredygtigt byggeri – de aktiviteter fortsætter nu i WE BUILD DENMARK. Marianne har et indgående kendskab til det bæredygtige byggeri og kan blandt andet hjælpe din virksomhed med netværksmuligheder og viden om aktiviteter og muligheder for jer i klyngen.
![](https://webuilddenmark.dk/wp-content/uploads/2021/05/Marianne-Meyer-Jakobsen1.jpg)
Tre hurtige om dig som person
– Jeg har de seneste 5 år arbejdet som netværksleder i to innovationsnetværk. Ét med fokus på Femernbyggeriet og de muligheder, der ligger i dette for de små og mellemstore virksomheder og senest i InnoBYG, hvor jeg også var ansat på Teknologisk Institut.
– Rollen som facilitator for samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner koblet til de offentlige interessenter ligger dybt under huden, og jeg elsker at se, når nye netværk opstår. Det er her mit arbejde giver størst mening og værdi for mig selv – og forhåbentligt også andre.
– Jeg besidder et naturligt gå-på-mod og drive der gør, at jeg sjældent siger nej til udfordringer, og har samme tilgang til udfordringer som Pippi Langstrømpe: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af!
– Jeg er uddannet cand.negot fra SDU (Odense Universitet hed det dengang) og har i størstedelen af min karriere haft fokus på internationalt samarbejde.
Hvad er de tre største udfordringer for byggeriet, når man ser det fra et bæredygtighedssynspunkt?
– Jeg tror, at mange små og mellemstore virksomheder bliver meget forvirrede over alle de ”greb”, de kan tage fat i. Det kan være alt fra forskellige typer af certificeringer, dokumentationskrav og nye teknologier. Derfor er der brug for en tæt dialog med branchen for at tilgodese forskellige niveauer af viden og behov. Den dialog vil vi gerne have i WE BUILD DENMARK.
– Økonomi er næsten altid en hindring for at vælge bæredygtighed til som et parameter i et byggeri. Økonomi levner ofte få eller ingen muligheder for at indarbejde innovative processer i eksempelvis udbudsmateriale eller undervejs i et byggeri. Her tror jeg, at meget værdi kunne skabes, hvis der var tid og økonomi til at forfølge disse muligheder yderligere. Det er i min optik klart en hindring, at det oftest kun er det endelige slutresultat, der er i fokus og ikke processen undervejs.
– Overførsel af viden mellem og i værdikæden. Hvor bliver viden af, hvis den ikke samles op fra projekt til projekt? Viden er oftest personbåret, hvilket også gør viden sårbar.
Hvad ser du som de tre vigtigste udviklingstrends?
– Én af de vigtigste udviklingstrends gennem de senere år er, at der ses en øget forskning i brug af andre typer af materialer, der kan indgå i byggeriet. Der er en mangel på jomfruelige ressourcer til anvendelse i byggematerialer, og det giver samtidig mulighed for at se på anvendelse af for eksempel biobaserede materialer. Det tror jeg, vi kommer til at se mere af fremover.
– Det er sagt af andre før mig, men jeg tror, at digitalisering fortsat vil være én af de vigtigste udviklingstrends. Digitalisering til at understøtte dokumentation, til at understøtte processer samt til at trække data ud til brug for eksempelvis nye forretningsmuligheder eller til driftsbrug.
– En mere holistisk tilgang til bæredygtighed tror jeg. Vi kan ikke kun tænke i økonomi og klima – vi er nødt til at have den sociale bæredygtighed mere med også. Ellers bliver det kun de få, der kommer til at arbejde med begrebet i stedet for de mange. Vi er nødt til at løfte på et mere samfundsorienteret niveau også.
Tre ting du kan hjælpe virksomheder med
– Indgangen til WBDK – som sekretariatsleder kan jeg guide virksomhederne hen til de rigtige fagpersoner i klyngen.
– Information om klyngen og dens aktiviteter generelt.
– Mit gode kendskab til WE BUILD DENMARK’s videnpartnere og muligheder for at få sparring og hjælp og via disse og adgang til de studerende på universiteterne og professionshøjskolerne. De er en uvurderlig kilde til ”vilde idéer” og input.
Hvad er det for nogle virksomheder, som bliver vinderne i fremtiden?
– Dem der opkvalificerer sig selv – enten via deltagelse i kompetenceforløb eller i projektsamarbejder, hvor de får tilført ny viden. Viden er nøgleordet.
– De virksomheder, der evner at trække data ud og bruge den i deres forretning, tror jeg, har gode chancer.
– Dem der samarbejder! Det er nøglen til at blive vinder i fremtiden. Når jeg siger samarbejde, så mener jeg, virksomheder der arbejder på tværs i byggeriets værdikæde, men også sammen med andre brancher. Tværfaglige samarbejder er altid en god mulighed for at få trykprøvet egne idéer, få sparring og nye vinkler på tingene.