Visualisering af Rønde Børnehus

Hvordan implementerer man ambitiøse, cirkulære tiltag i arkitektkonkurrencer for det offentlige?

We Build Denmark - Droplet

Den problemstilling har partnerne i et af vores innovationssamarbejder arbejdet med. I en tid, hvor bæredygtighed er nøgleordet, udforsker byggebranchen nye grænser med projektet "Cirkulære udbud og udbudsmodeller". Her har Arkitema Consulting sammen med Syddjurs Kommune og virksomheder fra to tilbudsgivende totalentreprenør-teams, udfordret konventionelle byggemetoder ved at integrere cirkulære principper og bæredygtige materialer fra starten af byggeprocessen. Projektet illustrerer, hvordan risiko, innovation og bæredygtighed kan balanceres for at forme fremtidens byggeri.

Byggebranchen er enige, vi skal bygge mere bæredygtigt. Det kræver, at vi omstiller os, tænker kreativt og ikke mindst tør at tage den risiko, der følger med. Men der er en del ting, som vi i fællesskab skal søge svar på.

Hvem skal bære hvilke risici? Hvilke krav kan vi stille til et byggeri, hvor alment teknisk fælleseje og forsyningsgaranti er en hindring for visionen? Og hvilke innovative løsninger kan vi få, når vi giver slip på paradigmerne og fokuserer på bæredygtigheden?

I innovationssamarbejdet ”Cirkulære udbud og udbudsmodeller” har Arkitema Consulting med Syddjurs Kommune som bygherre, og i samarbejde med to tilbudsgivende totalentreprenør-teams, arbejdet med udfordringerne ved at skabe bæredygtig og innovativ arkitektur i en tilbudsfase med en arkitektkonkurrence til totalentreprise. Projektet har, med udgangspunkt i udbuddet af Rønde Børnehus, fokuseret på at øge samarbejdet og dialogen mellem tilbudsgivere og bygherre i programmerings- og tilbudsfasen. Det har også haft til formål at facilitere en oplevelse af optimisme, fair fordeling af risikobehæftede forhold og jævnbyrdige konkurrencebetingelser, inden for tilbudslovens rammer. Derudover har tilbudsgiverne, som en del af projektet testet nye tekniske løsninger og designgreb med fokus på at nedbringe bygningens klimaaftryk så meget som muligt.

- Der har været meget positive tilbagemeldinger fra de virksomheder, der har været en del af udbuddet. De fortæller blandt andet, at der har været et stort ejerskab over og engagement i projektet blandt deres kollegaer. Rammerne for udbuddet har givet dem mulighed for at tænke anderledes, og de oplever generelt, at de har fået viden og erfaring, som de kan bruge fremadrettet.

Anne Sofie Jespersen, Bygherrerådgiver, Arkitema.
Rønde Børnehus_JDH varianter_web

Foto: Visualisering af cirkulære materialer på facaden af vindertilbuddet.
Konsortium: JDH-BYG, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen, MBYLand, GPP Arkitekter
Kreditering: GPP Arkitekter

Det cirkulære udbud

Arkitema udarbejdede, i samarbejde med bygherre, en udbudsstrategi, hvor cirkulære designprincipper var et afgørende konkurrenceparameter. Det var en stor prioritet for bygherreteamet, at projektets bæredygtighedsstrategi blev integreret i bygningens arkitektur både i form af funktion, designkoncept og æstetik. I stedet for at arbejde med bæredygtighed som en selvstændig programmering og et tillæg til et konventionelt byggeprogram, blev bæredygtighedskravene integreret i samtlige udbudsdokumenter, på linje med traditionelle udbudskrav. Derudover blev der i bæredygtighedsvisionen lagt vægt på en detaljeret beskrivelse af bygherres intentioner og prioriteringsstruktur for projektets bæredygtige fokusområder for at sikre så gennemsigtige vilkår som muligt i henhold til evaluering af cirkulære designprincipper som tildelingskriterie.

Der har i hele processen været en tæt og imødekommende dialog mellem bygherre og de indbudte totalentreprenør-teams. Processen har givet en menneskelig og respektfuld relation mellem parterne og bidraget til modtagelsen af to konditionsmæssige tilbud, der begge i høj grad levede op til udbudsmaterialets intentioner.

Situationsplan. Rønde Børnehus.
Kreditering: MBYLand.

Visualisering af Rønde Børnehus

Visualisering af Rønde Børnehus
Kreditering: GPP Arkitekter

- Udbuddet har resulteret i en atypisk innovationshøjde indenfor begrebet og forståelsen af bæredygtige tilgange, hvor alle elementerne er 100% i tråd med vores vision for fremtidens byggeri. Det har langt hen ad vejen været det ambitionsniveau, vi har drømt om i et større projekt i Vestdanmark.

Samuel Mydland, arkitekt og ejerleder, JDH-BYG.

Den åbne dialog resulterede ligeledes i et udbudsmateriale, der primært beskrev bygningens funktionelle behov, men ikke stillede krav til æstetik og imødekom brug af uafprøvede byggematerialer, metoder og genbrugsmaterialer. Dertil blev afdækning og redegørelse af mulige risici indarbejdet som et delkriterie under tildelingen for cirkulære designprincipper, ligesom bygherre (med juridisk rådgivning) udviklede et godkendelsesparadigme til tilbudsfasen, i tilfælde af at tilbudsgiverne ønskede præaccept af risikofyldte innovative løsninger.

- Projektet har givet Arkitema en ny forståelse af, hvilket råderum byggebranchens aktører har for at leve op til bæredygtige udbudskrav og stadig opretholde en rentabel forretning. Herunder bl.a. de udfordringer, der generelt er med garantistillelse, når man ønsker at arbejde med nye byggemetoder og særligt biogene materialer.

Anne Sofie Jespersen, Bygherrerådgiver, Arkitema.

Tværfagligt samarbejde og gensidig tillid har sikret et mere bæredygtigt tilbud

For tilbudsgiverne har processen krævet et afgørende tværfagligt samarbejde meget tidligt i konkurrencefasen. Det har resulteret i stor tillid mellem de projekterende og de udførende, en gennemgribende iterativ designproces og et højt kommunikationsniveau. Det har som forventet også medført et øget tidsforbrug i de indledende faser.

Det har været et gennemgående emne at tænke genbrug som et designelement ud fra tankegangen ”genbrug/materialer før blyant”. For yderligere at understøtte projektets bæredygtighedsstrategi og give større økonomisk råderum for kvalitet i byggeriet, har bygherre ligeledes løbende søgt, besigtiget og indsamlet genbrugsmaterialer fra andre byggeprojekter i kommunen. I konkurrencefasen har det dog været svært at afklare hvilke genbrugsmaterialer, der vil være tilgængelige, når byggeriet senere skal realiseres. For designfasen har det givet den udfordring, at man ikke kender alle materialer, og dermed ikke, i samme omfang som normalt, kan styre det arkitektoniske udtryk. GPP Arkitekter har derfor udarbejdet en arkitektonisk strategi for et facadeudtryk, der er rummer mulighed for at indarbejde og sammensætte mange forskellige materialer. Derudover er arbejdet dybdegående med konstruktionsprincipper og undersøgelser for, hvilket modul der giver mindst muligt spild af byggematerialer.

Arbejdet har også resulteret i et materialekatalog udarbejdet af Arkitektfirmaet Hovaldt, der indeholder en bred information om byggeprodukter heriblandt GWP-værdier, brandgodkendelser, akustiske egenskaber mv.

I forhold til det omkringliggende landskab har MBYland bl.a. haft som målsætning at minimere kørsel i landskabsprojektet. Herunder at sikre at overskudsjorden fra udgravninger bliver genbrugt til at skabe et spændende legelandskab og anvendelse af lokale materialer som ler, grus og bundopbygningsmaterialer, der påtænkes at udgraves lokalt. Derudover påtænkes sten der bliver fundet under udgravning at indarbejdes som stenbunker, der skaber levesteder for mindre dyr og insekter, samt inddragelse af lokalsamfundet med bidrag til levende og døde planter, træer og landskabelige elementer, der kan bidrage positivt til biodiversiteten.

Den nye daginstitution får plads til 120 børn og forventes færdig medio 2026. 

Partnerkredsen i innovationssamarbejdet

Innovationssamarbejdets partnere er sammensat, så de repræsenterer branchen og det konkrete udbud med en bred palette af kompetencer, viden og erfaring. Der er deltagere fra begge tilbudsgivende totalentreprenør-teams. På trods af konkurrence har der været en meget åben og ærlig dialog, der har resulteret i et stærkt samarbejde.

Virksomhederne i innovationssamarbejdet består af:

  • Arkitema
  • Arkitektfirmaet Hovaldt
  • JDH-BYG
  • GPP Arkitekter
  • Mbyland
Visualisering af facaden, Rønde Børnehus

Foto: Visualisering af facaden fra tilbud indsendt af konsortiet bestående af: Høgh og Sønberg, Arkitektfirmaet Hovaldt og Sweco
Kreditering: Arkitektfirmaet Hovaldt

Finansieret af

Innovationssamarbejdet er finansieret under bevillingen ”Innovationskraft: Danske klynger for viden og erhverv 2023-2024”. Midlerne kommer fra henholdsvis Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU- Den Europæiske Union.

Generelt set er midlerne anvendt til at skabe ny viden via udnyttelse af nye processer og værktøjer for projektdeltagerne i et konkret byggeprojekt, hvor barren for det cirkulære udbud er hævet. 

Del den gode nyhed med andre
We Build Denmark - Stripes
We Build Denmark - Logo
We BUild Denmark - Cluster Management Excellence

WE BUILD DENMARK

Liljens Kvarter 2

2620 Albertslund

info@webuilddenmark.dk

CVR-nr.: 41857331

Uddanelses- og Forskningsministeriet
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse