H.C. Østerby skal være med til at sætte retning for innovation i bygge- og anlægsbranchen

Holstebros borgmester, H.C. Østerby, træder per 16. maj ind i bestyrelsen i den nationale klynge for byggeri og anlæg, WE BUILD DENMARK. 

Borgmesteren er blevet udpeget på baggrund af hans store viden om innovation og erhvervsfremme i danske virksomheder, og så bidrager han samtidig med en enorm erfaring. WE BUILD DENMARK og Holstebro Kommune har haft et tæt samarbejde siden klyngens opstart i 2021. Det har særligt handlet om at udbrede aktiviteter og innovationsindsatser til gavn for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen i det midt- og vestjyske:

- Vi er meget glade for, at H.C. har takket ja til at træde ind i WE BUILD DENMARK’s bestyrelse. Han er en kompetent profil med en stor viden om det, som vi er sat i verden for; at understøtte virksomheder i bygge- og anlægsbranchen med viden, innovation og samarbejder, der bidrager til en grøn og digital acceleration, udtaler Martin Manthorpe, der er direktør for strategi, forretningsudvikling og public affairs i NCC og bestyrelsesformand i WE BUILD DENMARK.

Martin Mantorpe

Martin Manthorpe, direktør for strategi, forretningsudvikling og public affairs i NCC og bestyrelsesformand i WE BUILD DENMARK.

Medvind til innovative virksomheder

Det er ikke nyt, at Holstebro Kommune ønsker at give lidt vestjysk medvind til de virksomheder, der går forrest med innovative løsninger samt i den grønne omstilling. Det viste sig tydeligt med testbyggeriet af det 3D-printede betonhus på Slagterigrunden i 2021, hvor Holstebro Kommune stillede grunden til rådighed for virksomheden 3DCP. Et projekt der er i fuld gang med at videreudvikle sig til 36 ungdomsboliger opført af Boligselskabet NordVestBo, og som forventes færdigt i 2025.

- Udvikling af intelligente og grønne byer er en spændende udfordring at få indflydelse på gennem WE BUILD DENMARK. Det handler om at øge kompetencerne i byggeriet og gøre brug af forskning og ny teknologi. Det er den vej, vi skal, og det går stærkt. Ligesom mange andre steder i landet er Holstebro også i en omstilling, hvor fremtidens byggeri spiller en kæmpe rolle. For eksempel med omdannelsen af Sygehusgrunden midt i Holstebro, der er et af Danmarks mest ambitiøse bæredygtige byudviklingsprojekter. I stedet for at rive ned, vil vi bevare og transformere 83.000 m2 eller 96 % af de gamle hospitalsbygninger til boliger, siger H.C. Østerby, der for nylig er udpeget af Erhvervsministeriet som medlem af Indstillingsudvalget for Bæredygtig Byudvikling.

Innovativ, lokal handling

Foruden hans store viden og erfaring, så bidrager H.C. også med hans fokus og mindset. Innovation og grøn omstilling behøver nemlig ikke altid store, forkromede planer. Det handler om handling, og her mener H.C. Østerby, at også de mindre kommuner kan gå forrest med innovationsprojekter og erhvervspartnerskaber, som andre byer og aktører kan lære af:

- Det er essentielt for en landsdækkende organisation, at vi får ”innovation ud til en hel nation”. Derfor er det en styrke, at H.C. har erfaring med, hvordan vi lykkes med at samle erhvervslivets partnere om projekter og indsatser, og her er jeg sikker på, at vi er mange, der kan lære af Holstebro Kommune og deres erhvervsindsatser, afslutter Martin Manthorpe.

H.C. Østerby indtræder på en af WE BUILD DENMARK’s tre bestyrelsespladser for ”kommuner og andre offentlige institutioner”, og han er valgt for en periode på to år.

WE BUILD DENMARKs øvrige bestyrelsesmedlemmer:

Martin Manthorpe, NCC (bestyrelsesformand)

Lars Storr-Hansen, Danske Arkitektvirksomheder (næstformand)

Kurt Adamsen, Isolerings-Gruppen (næstformand)

Anders Stouge, Direktør, DI Byggeri

Christian Helweg, Direktør, Råt&Godt

Hans Stavnsager, Borgmester, Faaborg Midtfyn Kommune

Mette Glavind, Direktør, Teknologisk Institut

Michael H. Nielsen, Direktør, MHN Consult

Natalie Mossin, Institutleder, KADK – Det kongelige akademi

Rasmus Abildgaard Kristensen, Danfoss

Simon O. Rasmussen, Chefrådgiver, TEKNIQ Arbejdsgiverne

Steen Christiansen, Borgmester, Albertslund Kommune

Del den gode nyhed med andre

WE BUILD DENMARK

Liljens Kvarter 2

2620 Albertslund

info@webuilddenmark.dk

CVR-nr.: 41857331

Uddanelses- og Forskningsministeriet
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse