Digitalisering og Automatisering

Digitalisering og automatisering

Digitalisering og automatisering er et blandt tre fokusområder i WE BUILD DENMARK, og det dækker blandt andet over anvendelse af robotter, udnyttelse af droneteknologi, optimering af knappe ressourcer (tid og mandskab) og brugen af sensorer. Hvor digitale løsninger som VDC og BMC vinder mere og mere indpas i projekteringsfasen, ligger der stadig et stort potentiale i at benytte AR, VR eller en helt tredje teknologi i den efterfølgende opførsels- og driftsfase.

For at kunne udnytte de mange potentialer, som brugen af teknologi kan medføre, skal arbejdet og metodikken omkring den voksende mængde af data strømlines, hvad enten det drejer sig om byggeri eller infrastruktur. Det kræver øget anvendelse og nyttiggørelse af innovation og nytænkning indenfor alle aspekter af bygge- og anlægsbranchen, som også omhandler organisationer og processer.

For at ovenstående kan blive understøttet, boostet og udviklet, har WE BUILD DENMARK udvalgt digitalisering og automatisering som et fokusområde, så branchens aktører i hele værdikæden kan få nemmere adgang til viden, cases og hjælp til finansiering.

WE BUILD DENMARK vil være et anerkendt samlingspunkt for branchen, hvad enten det handler om at tilegne sig den nyeste viden eller finde den rette samarbejdspartner, så afstanden mellem teknologi og markedet bliver minimeret.

Området vil i høj grad være præget af innovation og løsninger, der er omsættelige og modne nok til at kunne blive taget i brug. Det vil ske gennem forskellige aktiviteter, der bl.a. vil favne konferencer, workshops, samarbejdsprojekter og deling af ny viden. Klyngen ønsker at være et forankringspunkt og række ud efter parter, der ønsker at udvikle branchen til at blive mere fortrolig med ny teknologi, anvende data mere systematisk og sikre optimale forhold for at drive en sund forretning i bygge- og anlægsbranchen.